Kaffen, du drikker, er fuld af guld (hvordan hver kaffetår kan blive til nye produkter)

Når du drikker din kop kaffe i dag, har du så egentlig tænkt på, hvad du drikker?

Kaffen er lavet ved, at varmt vand hældes igennem kværnede bønner, som optager aromaen fra bønnerne og bliver til kaffe i din kop. Eftersom det varme vand blot opsuger aromaen fra bønnerne, svarer det til, at du kun bruger 0,2% af kaffen. De 99,8% – det som faktisk vejer noget, nemlig kaffegrumset – smider du ud.

Det er vanvittigt og spild af ressourcer. Og spild af næringsstoffer.

Næringsstofferne i grumset kan blive til langt flere produkter. Det vil altså sige: I stedet for at blive brændt eller hurtigt blive til biogas, kan næringsstofferne inden da holdes længere i cirkulation og blive til flere produkter, mere økonomisk vækst, flere arbejdspladser og bedre udnyttelse af naturressourcer. Levetiden for grumsets (’affaldets’) værdi kan kort sagt forædles og udstrækkes og skabe mere vækst i samfundet.

Én måde, at holde cirkulationen i gang, er ved at dyrke østershatte i grumset. Østershatte er en spiselig svamp som elsker at gro i kaffegrums, hvis man giver den lov til det. Det skaber nye, proteinholdige fødevarer, som kan bruges i stort set al madlavning. Så: Jo mere kaffe du drikker, jo flere svampe og proteiner kan dyrkes. Det skaber et nyt marked, som kan beskæftige flere mennesker og – for nu at komme op på den store klinge – det kan skabe en tankegang som forbedrer vores samfund og udvikler vores civilisation og syn på naturressourcer.

Jeg har selv startet en virksomhed, som gør dét. – Indsamler økologisk kaffegrums i store mængder og omdanner det til økologiske østershatte. Virksomheden, Beyond Coffee, er startet sammen med Thomas Harttung (medstifter af Aarstiderne) og med investorerne Steen Halbye (tidl. direktør for Løgismose Meyers) og Sven Kjær & familie (grundlægger af Basecon). Klik på youtube-linket ude i siden; så kan i se på 30 sekunder, hvordan østershatte gror i kaffegrums.

Virksomheden er blot ét eksempel på, hvordan man kan bruge en affaldskilde og skabe flere produkter og jobs ud af det.

Denne blog er ny i Berlingske og vil fokusere på sådanne tiltag. – På iværksættere og investorer og de idéer og uanede muligheder der findes i, at omdanne affald til ny økonomi.

Jeg er ikke i tvivl om, at affald er en næsten uudtømmelig kilde for nye indtægtskilder.

Vejen til mere bæredygtig vækst bygges af det affald, der ligger omkring os.

Og der findes et hav af interessante cases fra ind- og udland som kan vise det gamle erhvervsliv og unge iværksættere, at en ny verden er mulig at bygge i vores hav af affald og at man kan skabe vækst ved at gøre vesten til affaldsforædlere.

Vejen til mere bæredygtig vækst bygges af det affald, der ligger omkring os.

Men det kræver ny viden. Om stof, energi og næring – og hvordan disse elementer kan cirkulere i samfundet ved at opfinde nye spilleregler.

Verden er fuld af dårlige nyheder.
– Hvis man vælger at fokusere på dem.

Det kan få de fleste til at tænke småt og nervøst.

Men hold øje med bloggen hér. Hvis du vel at mærke har lyst til et kighul ind til den nye cirkulære verden, som flere og flere fra vidt forskellige dele af samfundet er i gang med at opbygge og få i gang for alvor. – Og en verden som du måske også selv kan blive en del af, hvis du finder inspiration til det. Hvem ved?

One response to “Kaffen, du drikker, er fuld af guld (hvordan hver kaffetår kan blive til nye produkter)

  1. Kære Tobias, 1000 tak for din blog omkring cirkulær økonomi. Dejligt at du bringer cirkulær økonomi ned på jorden og fortæller hvordan du og jeg kan arbejde konkret med cirkulær processer. Dette forsøger Områdefornyelsen i Sydhavn også at gøre på distrikt niveau og de søger efter cirkulære ideer som din egen som kan afprøves i Københavns Kommune nye cirkulære bydel Sydhavn – Sydhavn handler Cirkulær, læs mere via: Facebook og via Climate KICs hjemmeside: http://www.climate-kic.org/events/urban-challenge-circular-economy-hub-south-harbour/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *